Kollektion: Spisebordslamper

Find den rigtige lampe til spisebordet

Lampen over spisebordet er en vigtig del af både belysningen og indretningen. Den skal give et godt lys på bordet, uden at blænde, men samtidig må resten af rummet heller ikke føles mørkt.

Derfor handler valget af spisebordslampe ikke kun om design. Bordets størrelse og form, lampens lysfordeling, loftshøjden og placeringen af lampeudtaget har også betydning.

Hos Lampeexperten finder du både klassiske designlamper og prisvenlige pendler, og vi hjælper gerne med at finde den løsning, der passer til netop dit spisebord og dit rum.

Hvor højt skal en lampe hænge over spisebordet?

Som udgangspunkt anbefaler vi ofte cirka 55–70 cm fra bordpladen til lampens nederste kant. Det er dog ikke en fast regel.

En stor lampe kan have brug for at hænge lidt højere, mens en mindre pendel ofte kan komme længere ned. Det vigtigste er, at lampen ikke blænder, og at du stadig kan se personen på den anden side af bordet.

Hvor stor skal lampen være?

Lampens størrelse bør passe til spisebordet. Over et langt bord kan én lille pendel hurtigt komme til at se alene ud og samtidig give for lidt lys over resten af bordet.

Her kan du eksempelvis vælge én større eller aflang lampe, to eller tre pendler på række eller flere mindre pendler samlet. Over et rundt spisebord fungerer én centralt placeret pendel ofte rigtig godt.

Glaspendel eller metalpendel – hvad skal du vælge?

Lampens materiale og udformning har stor betydning for, hvordan lyset fordeler sig i rummet.

En glaspendel giver typisk et blødt og behageligt lys ud i hele rummet, fordi lyset også kan slippe ud gennem skærmen. Det kan være en rigtig god løsning, hvis spisebordslampen samtidig skal bidrage til den generelle belysning i rummet.

Er glaspendlen samtidig åben i bunden, får du både det bløde lys ud i rummet og et mere direkte lys ned på spisebordet. Et godt eksempel er Toscana-pendlerne fra Halo Design, hvor glasset spreder lyset omkring lampen, mens åbningen giver lys direkte ned på bordet.

Se Toscana pendlerne fra Halo Design

Vælger du derimod en lukket metalpendel, bliver lyset i højere grad koncentreret ned mod spisebordet. Det giver et rigtig godt arbejds- og spisebordslys og kan samtidig skabe en hyggelig og mere intim stemning omkring bordet.

Til gengæld spredes der typisk mindre lys ud i resten af rummet. Derfor kan en lukket pendel med fordel kombineres med anden belysning, hvis spisebordslampen er en af rummets primære lyskilder.

Hvor meget lys skal der være over spisebordet?

Spisebordet bruges i mange hjem til meget mere end aftensmad. Det er også lektiebord, arbejdsplads, kreabord og familiens samlingspunkt.

Derfor anbefaler vi gerne en løsning, hvor lyset kan dæmpes. Så kan du have godt lys, når der arbejdes ved bordet, og skrue ned til et hyggeligere lys under middagen.

Lysfarven har også betydning. Omkring spisebordet vil 2700K for mange være et godt valg, fordi det giver et varmt og behageligt lys.

Undgå at blive blændet ved spisebordet

En flot lampe er ikke nødvendigvis en god spisebordslampe. Hvis lyskilden er meget synlig, kan den være generende, når du sidder ved bordet.

Kig derfor efter en lampe, hvor skærmen, glasset eller lampens konstruktion sørger for en behagelig lysfordeling.

Et klassisk eksempel er PH 5 fra Louis Poulsen, der er konstrueret omkring et reflektivt flerskærmssystem og giver et blændfrit lys.

Se vores udvalg af PH 5

Hvad hvis lampeudtaget ikke sidder over spisebordet?

Det oplever vi rigtig tit – og det betyder heldigvis ikke nødvendigvis, at elektrikeren skal flytte lampeudtaget.

Med et lampeophæng eller en krog kan ledningen føres hen til den ønskede placering. Nogle gange er den helt enkle løsning også den bedste. Vores populære Nielsen Light lampeophæng koster kun 40 kr. og er en nem måde at flytte lampens ophængspunkt på.

Se Nielsen Light lampeophæng

Har du flere lamper, eller vil du gerne kunne ændre placeringen senere, kan et skinnesystem være en rigtig flot løsning. Det er især praktisk over lange spiseborde, ved flere pendler eller i rum, hvor lampeudtaget ikke sidder dér, hvor lamperne skal hænge.

Vi har lavet en guide, hvor du kan se mulighederne og få inspiration til at hænge lamper i skinner i loftet.

Læs vores guide til lamper i skinner

Én eller flere lamper over spisebordet?

Over et mindre eller rundt spisebord kan én pendel sagtens være tilstrækkelig. Har du derimod et langt spisebord, kan to eller tre mindre pendler give en mere jævn belysning og samtidig understrege bordets længde.

Vælger du flere pendler, er afstanden mellem dem vigtig. De skal gerne opleves som én samlet belysningsløsning frem for flere tilfældigt placerede lamper.

Få hjælp til belysningen over dit spisebord

Er du i tvivl om lampens størrelse, ophængningshøjde, antal lamper, lyskilde eller placering, hjælper vi gerne.

Du er velkommen til at besøge os i butikken i Varde. Tag gerne et billede af rummet og målene på dit spisebord med – så kan vi meget bedre rådgive dig om, hvad der vil fungere hjemme hos dig.